Profil | Afstemninger | Aktive Emner | Søg i forum | Hjælp
Username:
Password:
Save Password
Forgot your Password?

 All Forums
 Divers.dk
 Dykning i udlandet
 På tur i verdens tørreste land
 New Topic  Reply to Topic
Author Previous Topic Topic   

Divers.dk

Denmark
185 Posts

Posted - 30 Oct 2005 :  09:58:16  Show Profile  Visit Divers.dk's Homepage  Click to see Divers.dk's MSN Messenger address  Reply with Quote
Jordan er et fabelagtigt land at rejse i. Nogle af verdens smukkeste ørkenlandskaber, ugenert dykning i velbevarede koralrev og en imødekommende lokalbefolkning.

Af Aske Munck



»Vent her!«.

Taxichaufføren knalder foden på bremsen og sætter os af på en fuldstændig øde landevej midt i ørkenen.

Den krasse formiddagssol bager løs fra en altid skyfri himmel, og varmen fra det okkerrøde sand slår mod ansigtet med samme pulsende kraft, som når man lidt for pludseligt åbner lugen til en skoldhed bageovn.

Der er ikke et menneske i syne.

Ved vejkanten står et skilt, der advarer om krydsende kameler. Men dem er der heller ingen af.

Efter ti minutter kan man i horisonten svagt skimte en støvsky, der hvirvler hen imod os.

Skyen viser sig at være en firehjulstrukken Toyota-jeep, og bag rattet sidder Obeid Nasser, vores guide på en safaritur gennem Jordans mytiske Wadi Rum-ørken.

»Ahlan - velkommen«, siger han med et smil, der afslører et faldefærdigt tandsæt i et vejrbidt, men venligt og velplejet ansigt.

Han beder os tage plads på en svagt polstret bænk, der er svejset fast på jeepens lad, og sætter straks foden på speederen og kursen mod sin teltlejr i midten af ørkenen.

Tårne af rødlig sandsten
Wadi Rum er nok bedst kendt fra David Leans helaftensepos 'Lawrence of Arabia', og det var da også præcis her under den ubarmhjertige ørkensol, at T.E. Lawrence havde held til at overbevise beduinerne om at bilægge deres indbyrdes kiv og stridigheder og samle sig til en hær, der bekrigede og overmandede tyrkerne under ørkenrevolten i 1917.

Men selv om det er vanskeligt at undslå sig obligate seværdigheder som Lawrences hus - en temmelig trist murstensruin ved al-Qsair - er den virkelige hovedattraktion det helt exceptionelle landskab. For Wadi Rum er et af Jordans smukkeste områder.

Det er ikke en ørken i traditionel Tintin-forstand, og her er ingen uendelige, bløde og golde klitter i hvidt sand. Ørkenen strækker sig derimod over en kolossal, flad og knastør dal, der ligner et rødgult hav, som kun brydes af talrige jebels - svimlende høje tårne af rødlig sandsten, som vind og vejr har frembragt i løbet af de sidste 50 millioner år. Nogle af dem rager flere hundrede meter op i den koboltblå himmel og minder især ved solnedgang om en fjern storbyskyline.

Vores hvide Toyota skrumler igennem det støvede stenmark med 70 km/t, mens det kuperede terræn og bilens hårde metalbænke gør deres bedste for at få bagsædepassagernes lever, nyre og lunger til at bytte plads.

Synlige stjerner i natten
I virkeligheden er det aldeles vanvittigt at begive sig ud i ørkenen midt på dagen i sensommeren, hvor temperaturen sagtens kan nå 46-48 grader. Flere steder er sandet nu så varmt, at der er luftspejlinger i alle retninger, men vi er i sikre hænder.

Obeid Nasser på 39 tjente i 16 år i ørkenpolitiets beduinpatrulje, før han slog sig ned som guide for eventyrlystne turister i Wadi Rum, fortæller han, da vi har sat os til rette i hans lejr, hvor katten Fullah og hunden Sazie leger lystigt med hinanden.

Vi indtager en herlig frokost af kylling, tzatziki, tahina og tomatsalat med pitabrød, som Obeids kone har bikset sammen til os.

De har otte børn, fortæller han med et genert grin. Men han vil godt have tre mere. »Så kan jeg lave et fodboldhold«, klukler han med den humor, som er så karakteristisk for jordanerne.

Mens vi slår mave, betragter vi det fascinerende skift i lys og farvenuancer i sandet og de tårnhøje klippevægge. Og om aftenen, da temperaturen er faldet, går vi ud for at beundre solnedgangen. Den højrøde aftensol synker ned bag horisonten, og det er, som om kun konturerne af en række fjerne sandstenskolosser forhindrer det rødlige okkerpulver i at smelte umærkeligt sammen med den flammende skumring. Samtidig begynder de første stjerner og planeter at blive synlige og vinden at tage til.

20 kameler krydser vejen
Wadi Rum giver én smag for at se mere af Jordans bjergfyldte landskab, så vi lejer en bil i Aqaba for at tage til den over 2.000 år gamle klippeby Petra et par hundrede kilometer væk.

Vejen dertil er næsten turen værd i sig selv. Der er overraskende få biler på King's Highway, hvis upåklageligt velholdte asfalt skærer durk gennem det tvebakstørre landskab.

Ved de hyppige sikkerhedskontroller vinkes vi forbi af flere åbne Humvees med 30 mm maskinkanoner monteret på de armerede styrtbøjler, og de olmt skulende soldater med fingeren på aftrækkeren minder én om, at Israel, Irak, Syrien og Saudi-Arabien er Jordans nærmeste naboer.

Pludselig vækkes jeg af min fartblinde ratslummer af et syn, jeg ikke er vant til fra de europæiske landeveje: Omkring 20 kameler - flere med små kalve - krydser vejen i en skødesløst tøffende slentren. Vi standser og stiger ud af bilen. Den ældste kamel klager over den tryggende varme med et brøsigt ræbende brøl, og flokkens yngste giver sig i befippelse over larmen fra en enkelt lokal bus, der suser forbi, til at hoppe omkring i en række sære krumspring, som en kæderyger, der har tabt en cigaretglød i sin underbuksegylp.

Arkitekter med mejsel
Efter et par timers smertefri kørsel når vi frem til Petra, og her er der for første gang på vores rejse en del andre turister.

Med en liter vand under armen begiver vi os ned ad den 1,5 kilometer lange slugt As-Siq, som blev dannet, da de nogle gange 200 meter høje klipper skred fra hinanden for millioner af år siden.

Lydene fra de hidsigt galopperende hestehove, som transporterer de dorske og gangbesværede turister, genlyder i den smalle passage, nærmest som trommehvirvler, der varsler et forestående crescendo. Og dér, lige foran, gennem en smal sprække i klipperne kan man skue et lyserødt under: det 43 meter høje skatkammer Al Khazneh, der ligesom resten af denne svundne oldtidsstad er hugget ud af den rå klippevæg i fuldendt og rigt ornamenteret symmetri. (De fleste kender Petra fra den seneste Indiana Jones-film, hvor Al Khazneh bliver korstogsridderens sidste hvilested).

På klos hold vidner de mange sirlige mejselmærker i den nøgne og glatte klippevæg om, hvilken kraftpræstation det har været at banke en hel by ud i klipperne.

Petra er bygget af det nomadiske folkeslag nabatæerne, der slog sig ned i området omkring 600 år før vor tidsregning. De levede af at røve og siden hen opkræve skatter fra ørkenkaravanerne, indtil år 106, da romerne besejrede og fordrev dem.

Tilsyrede lårmuskler
Vi begiver os videre, forbi et amfiteater med plads til 6.000-7.000 tilskuere, hvorfra man har udsigt til de storslåede al-Khubta-gravkamre, der ligeledes er mejslet ud i klipperne.

Videre gennem det gamle kolonnadestrøg og hen til foden af den stejle opstigning til klostret Al-Deir, der med sine 50 meter er endnu større og mere imposant end skatkammeret. Over 800 temmelig stejle klippetrin skal man forcere for at nå op til toppen, men udsigten er rigelig belønning for strabadserne.

Om aftenen hviler vi de tilsyrede lårmuskler, mens vi sipper et par glas af den allestedsnærværende myntete til tonerne fra en beduin, der klimprer lystigt på sin arabiske lut i Cave Bar - en pudsig beværtning, der ligger i en nabatæansk hule lige ved indgangen til Petra.

Næste dag besøger vi 'Lille Petra' (Siq-Barid) - en slags anneks til den store attraktion nogle kilometer væk. Langt vanskeligere tilgængelig og derfor også mindre overrendt (til trods for at der er gratis adgang).

Men selv om skalaen her er betydeligt mindre og udhugningerne knap så grandiose, kan man til gengæld gå helt ind i alle de enorme huler og klatre op til nogle af udsigtsposterne ad en række stentrapper, der snor sig op omkring klipperne.

Lofterne i de største huler er helt sortsvedne fra store bål, som beduinerne har siddet og varmet sig ved i de til tider iskolde ørkennætter, og en del af hulerne bruges ifølge nogle af de lokale stadig af den nærliggende beduinlandsby som en slags 'kolonihave'.

Formidabel dykning
Efter ørkensafari og de krævende klatreture i Petra står sandet ud af alle kropsåbninger, og derfor trænger man gevaldigt til en gedigen dukkert.

Hér overrasker Jordan endnu en gang. På trods af sin kun 25 kilometer lange kystlinje kan Aqaba byde på ganske formidabel dykning.

I både Egypten og Sydøstasien er der nærmest behov for undervandslyskurve for at regulere det tætte menneskemylder under overfladen, som også går hårdt ud over korallerne. Men i vandet ud for den jordanske kyst er der helt anderledes tomt.

Myndighederne hæger nidkært om de 30-40 afmærkede dive spots, som udelukkende må besøges af Aqabas fem dykkerklubber (der står sågar en vagt i strandkanten og tjekker papirerne).

Under vandet i den menneskefjerne og behageligt afslappede verden blot et par kilometer fra den saudiske grænse lærer man hurtigt at værdsætte den emsige kontrol på overfladen. For hernede er der en sjælden og aldeles uforstyrret fiskefauna.

Vi glider betagede rundt blandt de farvestrålende koraller, der befolkes af en spraglet mangefold af gule muræner, klovnefisk og søheste. Et par territoriebevidste dragefisk står stille i vandet med deres vifter af giftige pigge bredt ud til begge sider som små hidsige advarselsvimpler, og lidt væk gnasker en glubsk papegøjefisk løs på et kæmpestort søpindsvin, så de lange pigge stritter ud af dens gumlende gab.

Blæksprutteparring
Pludselig dukker en sort skygge frem bag et klippefremspring. Det er en 1,5 meter stor tiarmet blæksprutte, der kribler omkring den fritstående klippe - tilsyneladende uden at have lagt mærke til, at vi befinder os blot en meter væk. Det hvirvelløse rovdyr hører ellers ikke til de mindst menneskesky skabninger, man finder under vandet.

Men det langarmede bløddyr har åbenbart andet at tænke på. I ét nu dukker endnu en sprutte frem og kaster sig over den første.

Hvad der først ligner et temmelig forvirrende håndgemæng, viser sig imidlertid at være en ganske intim parringsleg.

De to blæksprutter er nu fuldstændig viklet ind i hinanden og skifter farve i et sprudlende festfyrværkeri af hidsige lyn. Nu mørkebrun, nu grålig, så grønlig. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, man var blevet ramt af kvælstofnarkose, for det er et syn, som kun er de færreste dykkere forundt.

Lige pludselig er det hele forbi, og de langarmede elskende drager hver til sit.

Det erotiske undervandsoptrin har fået os til at glemme alt om tid og iltniveau, og vi opdager, at iltmåleren viser blot 15 bar, og beholderen er næsten helt i bund, så vi begynder øjeblikkeligt opstigningen mod overfladen, hvor chaufføren venter på at køre os tilbage til hotellet.

Kilde: Politikken.dk
  Previous Topic Topic   
 New Topic  Reply to Topic
Jump To:
© 2000-05 Go To Top Of Page