Profil | Afstemninger | Aktive Emner | Søg i forum | Hjælp
Username:
Password:
Save Password
Forgot your Password?

 All Forums
 Divers.dk
 Dykning i udlandet
 Billig flugtplan
 New Topic  Reply to Topic
Author Previous Topic Topic Next Topic  

Divers.dk

Denmark
185 Posts

Posted - 30 Oct 2005 :  10:04:17  Show Profile  Visit Divers.dk's Homepage  Click to see Divers.dk's MSN Messenger address  Reply with Quote
En uges ægte sommervarme ved stranden, men ikke de store charmeforladte hotelbyer? Prøv bare 100 kilometer fra Sharm el Sheik i Egypten.

Af Nils Thorsen




Værd at vide
Vi rejste med Atlantis Rejser - 2.999 kroner for en returbillet til Sharm el Sheik, 200 egyptiske pund (ca. 200 danske kroner) for en taxi til Dahab, 20 dollar for et dobbeltværelse med eget bad/toilet ved vandet. Find hoteller, kort med videre på [url="www.goredsea.com"]www.goredsea.com[/url].

Ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledning er der: »En betydelig risiko for terrorhandlinger i Egypten. Denne risiko er fortsat meget aktuel, hvilket blev understreget af terrorangrebene på Sinai-halvøen og i Kairo i 2004 og 2005. Rejsende opfordres til at udvise den største agtpågivenhed, særligt på steder, hvor større menneskemængder er samlet«.

»Dahab?«, lød det forundret i røret, da jeg forsigtigt havde forhørt mig hos damen fra rejsebureauet, om det mon var en mulighed at undslippe turisthelvedet i Sharm el Sheik og i stedet slå sig ned i den lille tidligere beduinoase oppe langs kysten. »Der er ikke rigtig noget i Dahab«, sagde hun. »Det er sådan mere rygsækrejsende. Meget primitivt. Og dykningen er dårligere«.

Det er ikke alle råd, man tager imod. Og indimellem må man prise sig lykkelig for, at det forholder sig sådan. Da vi i februar trængte noget så gevaldigt til en uges pause i det frostsprængte humørforladte danske vinterhi, endte det i år med, at vi købte en returbillet til den egyptiske dykker- og turistby Sharm el Sheik, men droppede hotellet og, mens de andre steg på busserne til hotellerne, selv snuppede en taxi og for 200 kroner kørte de 100 kilometer nordøstover langs kysten til det langt mindre og - skulle det vise sig - også langt billigere og hyggeligere Dahab.

Det er det samme problem hver vinter. Hvor rejser man hen mellem december og februar uden at havne i 17 grader og overskyet i Tunis eller Tyrkiet? Og uden at skulle hælde en formue i ferien, fordi den ægte varme ligger på breddegrader, der rimer mere på Cuba og Vietnam end på Venedig og Costa del Sol.

Som gammel dykker har jeg for længst erkendt, at Egypten har, hvad man ønsker sig i de kolde måneder. Varme. Og nok af den til, at man faktisk kan ligge på stranden og endda smugle snuden under vandet uden at få koldbrand. Men efter to dykkerrejser til Sharm el Sheik og en enkelt til Hurghada formår jeg ikke længere at fortrænge fakta: Der er smukt på 20 meters dybde, men på landjorden er begge steder charmeløse enklaver af nybyggede kæmpehoteller. Når man har lagt håndklædet, begynder man at kede sig. Og efter en uge skal man hjem.

Hyggelige hoteller
På et kort, jeg havde fundet på internettet, så det ud til, at den for få år siden så undseelige lille beduinlandsby havde bredt sig over en strækning på tre-fire kilometer langs kysten. En kollega havde besøgt byen på en udflugt fra Sharm el Sheik og anbefalede den kraftigt. Vi bookede et hotel hjemmefra. Det havde nu ikke været nødvendigt, skulle det vise sig. For der var masser af værelser. For seks dollar om natten kunne man ligge på sovesal. For 10-20 dollar i sit eget hotelværelse.

Det krævede en smule stædighed at forhandle prisen på taxituren ned uden for lufthavnen. Men så var den der også. Ind på bagsædet af den ramponerede vogn. Og af sted gennem den golde ørken med et imponerende antal kilometer i timen - og den hvide ble fra beduinchaufførens hovedbeklædning stående i en lige streg fra hans hoved. Dahab er ikke, skulle det vise sig, vokset sammen til en stor turistplamage. Der lå bare nogle øer spredt i ørkenen. Et hotelkompleks hér, så nogle hundrede meters ørken, og endnu et hotelkompleks dér. Og så vidt vi ved, har intet dansk rejsebureau endnu fået den idé at sende gæster dertil.

Vores hotel lå i selve byen. Hvilket vil sige en ca. 2 kilometer lang stribe små, hyggelige hoteller i første række ud til havet - alle lige ud til den lange promenade, nogen har gjort sig den umage at anlægge hele vejen langs kysten, så det meste af transporten i Dahab foregår til fods eller cykel ad den samme snævre sti.

Tunge beduinpuder
Ferielivet i Dahab er et ganske andet end det, man kender fra turistbyer som Sharm el Sheik, Hurghada eller for den sags skyld Mallorca. Her går alting sin stilfærdige gang med dæmpede stemmer, lave priser og uden nogen form for hastværk. Hele vejen ned langs kysten ligger koralrevet blot nogle få meter ude. Når der er lavvande, stikker det sin gulbrune flade over vandet, så man kan gå og finde ting og sager. Når der er højvande, har enhver - uanset hvor man bor - kun få sekunder til en imponerende snorkeltur.

Hotellerne ligger næsten alle i første række lige ud til den lange promenade. Mange udformet og udsmykket med imponerende håndværk, der foregår med en sådan hast, at byen må være under hastig forandring. Ved flere af hotellerne er der rejst små nomadetelte, hvor der om aftenen bydes på lokal musik og småsludren samt et sug på vandpiben. På den anden side af promenaden - altså ned mod vandet - ligger restauranterne. Indrettet med lave velpolstrede sofalignende møbler eller tunge beduinpuder direkte på jorden. De fleste afskærmet med plexiglas, så man kan nyde udsigten over vandet uden selv at blæse væk.

Og det gør det om vinteren på de kanter. Vi havde fire dage, hvor bølgerne løb storm på revet og lagde en brusende bund af lyd under dagen. Og fire dage, hvor bølgerne bare lå og skvulpede dovent mellem stenhøfderne.

På sine slentreture ned ad promenaden må man indstille sig på, at der ud for hver restaurant står en ung fyr og forsøger at indfange kunder til restauranterne, men det virker, som om de har aftalt at ville være flinke. Og modsat på så mange andre rejsemål på disse egne spørger de to måske tre gange og lader så gæsten gå med et »have a nice day«.

En dejlig middag med kylling, kød eller friskfanget fisk samt en mindre velsignelse af små sideretter som hummus, auberginer, tzatziki og græsk salat koster ikke mere end 30 kroner. Med drikkevarer (!), dessert og kaffe. Og er det en kølig aften, bliver der mange steder tændt bål i små standere mellem bordene.

Jeepsafari i ørkenen
Om dagen kan man enten tage på arrangerede dykketure, snorkle eller - som mange vælger - bare ligge i de tæppeklædte liggestole, som mange restauranter har stillet ud på det lille stykke strand ned til vandet og lade sig opvarte med kaffe, drinks og lette anretninger. Der er også en lille håndfuld udflugter til at skabe afveksling i daserlivet og vække en af den koma, der efter et par dage begynder at indfinde sig.

Der er enkelte dansesteder, men ellers ikke meget andet at tage sig til end at slentre op og ned ad promenaden, stikke snuden indenfor i supermarkedet, der er udstyret med alt fra solcreme over brevpapir og til vækkeure, eller shoppe souvenirs, der - som andre steder i Egypten - er små sorte såkaldt 'basaltfigurer' - kopier af gamle egyptiske guder - vandpiber, tæpper og papyrus.

Vi man opleve Kairo og Luxors historiske skatte, vanker der en mange timer lang bustur. Men også nær Dahab er der noget at bryde afslappelsens monotoni med. Der er en køretur til 'The blue hole' - et cirkelrundt og mange meter dybt hul ned i koralrevet, hvor man kan snorkle eller dykke ned og nyde koraller og fisk. Der er en udflugt til Katherine-klosteret. Der er jeepsafarier i ørkenen. Og så er der den traditionelle tur til Mount Sinai med tilhørende vandretur til bjergets top.

Dahab er i fuld gang med at vokse, men har endnu nogle år tilbage, før den er vokset ud af sin tilbagelænede atmosfære, sine billige priser og sin upåagtede status i rejsebranchen. Derfor: Mangler man et billigt sted at tilbringe en varm uge midt om vinteren, er der stadig mulighed for at deltage i ødelæggelsen af endnu en lille perle ved Sinais kyst.

Kilde: Politikken.dk
  Previous Topic Topic Next Topic  
 New Topic  Reply to Topic
Jump To:
© 2000-05 Go To Top Of Page