Boss Ladies Europe triumferer ved EuroSkills2025

September 2025

Denne case er en del af Divers’ forandringsprojekt Boss Ladies Europe
Støttet af:

Boss Ladies Europe samler teknisk faglærte kvinder som ambassadører i et transeuropæisk fællesskab. Her deler de deres passion, deres talent og deres faglige stolthed. Alle er de en del af den meget lille procentdel, som kvinder i dag udgør af Europas tekniske faglærte talentpulje.

Ved EuroSkills i Herning 2025 stod de side om side med Divers’ danske søsterkorps – Boss Ladies – på fælles mission for at skabe forandringer og invitere alle, der kan og vil, med ind i de teknisk faglærte fag.

Royale strømper. H.M. Kong Frederik fik overrakt et par Boss Ladies-strømper af både danske og europæiske ambassadører, da H.M. Kongen var forbi EuroSkills i Herning 2025. Foto: Lasse Skov

Europæiske
forbilleder

Boss Ladies Europe er et fællesskab for teknisk faglærte kvinder fra hele Europa, der udfordrer forældede kønsstereotyper og går forrest som kvinder i traditionelt mandsdominerede fag og brancher.

Fra elektriker til tømrer og fra Slovenien til Tyskland repræsenterer de europæiske ambassadører en stor bredde i både faglighed og nationer. Alle er de talenter, som Europa i dén grad har brug for.

Tænketanken Europa anslår nemlig, at der i 2030 vil være 6,2 millioner færre faglærte på tværs af Europa, og i de fag, hvor manglen på arbejdskraft er størst, er kvinder markant underrepræsenteret. Således viser tal fra EURES, at der ud af den samlede beskæftigelse i 2022 blot var 4% kvindelige svejsere, 2% kvindelige tømrere og 1% kvindelige elektrikere i EU.

For at vende årtiers stagneret udvikling skaber Boss Ladies Europe en ny fortælling om de traditionelt mandsdominerede faglærte fag og viser, at en dygtig faglært håndværker defineres af talent og passion – ikke af køn.

Boss Ladies Ambassaden

De europæiske ambassadører stod side om side med de danske Boss Ladies, da det prestigefyldte EuroSkills i Herning løb ad stablen i september 2025.

Til EuroSkills dyster de største talenter blandt unge faglærte om at være den bedste i deres fag, og samtidig med konkurrencerne udfoldes et faglært besøgsunivers, hvor 100.000 gæster fra skoleelever til toppolitikere lagde vejen forbi.

Her lå Boss Ladies Ambassaden, som inviterede ind til sjove og øjenåbnende aktiviteter, og som blev drevet og faciliteret af europæiske og danske Boss Ladies Ambassadører. Et dagligt højdepunkt var et hands-on værkstedsforløb faciliteret af ambassadørerne, hvor især skoleelever kunne prøve kræfter med at være tækker, tømrer, elektriker og mekaniker.

Hurtigt blev Boss Ladies Ambassaden et naturligt mødested for fagfolk, skoler, organisationer og politikere, der ønsker at arbejde for styrket diversitet i fremtidens Skills-konkurrencer og blandt fremtidens europæiske faglærte.

Missionen fortsætter  

EuroSkills 2025 i Herning blev startskuddet på et europæisk fællesskab, som fortsætter, og som allerede har sat spor flere steder i Europa.

For både før og efter eventet er der udrullet skræddersyede dybdesamarbejder med de nationale Skills-sekretariater i Tyskland, Frankrig, England og Polen. Her har bl.a. en landespecifik analyse identificeret, hvordan hvert enkelt land kan arbejde målrettet med diversitet fremadrettet. Boss Ladies Europe har dertil delt læringer og erfaringer med sekretariatet for EuroSkills2027 i Düsseldorf, så diversiteten også løftes ind ved de næste europamesterskaber.

Også på det internationale plan har Boss Ladies Europe skabt genklang. Således deltog projektet i WorldSkills Internationals generalforsamling og konference i Dubrovnik i oktober 2025.

Her delte Boss Ladies Europe metoder og findings med det formål at inspirere World Skills International til at udvikle deres ED&I-strategi. Her blev præsenteret konkrete eksempler på, hvordan strategiske ambitioner omsættes til handling i Skills-bevægelsen med det mål, at vi i fremtiden ser flere kvindelige teknisk faglærte på podierne.